~ Brudekjole eller festkjoler a la svensk skærgård? ~

Romantiske brudekjoler og festkjolerInspiration er vel noget alle får ind imellem. I mere eller mindre grad. Det kan være noget man skal træne sit øje og sin hjerne til, men jeg tror alle oplever det i en eller anden grad. Da jeg selv var under uddannelse til modelsyer lavede vi opgaver, der skulle træne vores inspiration. Find en ting, et fænomen, en farve - et eller andet der kan inspirere dig til at designe en hel kollektion til den næste modeuge. Og hvor kommer idéerne fra? Der skal jo helst være en rød tråd i kollektionen, ellers er det forvirrende og intetsigende. Jeg sad med en lille hvid muslingeskal i hånden. Den var min inspiration til en hel kollektion af nederdele, bukser, bluser, jakker, kjoler, accessories osv. Det var svært i starten men idag bliver jeg inspireret nonstop. Jeg har lige siddet og set "Alle vi børn i Bulderby" af Astrid Lindgren. Jeg elsker den svenske romantik med træhuse, hølofter, skærgård, heste, det støvede lys, insekterne, engblomsterne, de lave stakitter, de hvide havemøbler, stråhattene og 3-4 generationer, der samles om bordet til mad og hygge. Kjolerne på pigerne der trods støv og skidt stadig er uendeligt smukke og feminine i florlet bomuld, og drengenes skjorter, shorts og bløde hatte, der sender os tidsmæssigt tilbage til starten af 1900-tallet. Jeg kunne ret hurtigt se min næste kollektion af fine brudekjoler, yndige aftenkjoler, feminine konfirmationskjoler samt dåbskjoler og fint babytøj blive til i det smukke lys fra den svenske skærgård. Tak Astrid Lindgren, for dagens virtuelle rejse - det var lige det jeg manglede!