~ Er du klar til jul og nytår? ~

Skrædderi og systue AmagerKender du det - du har fikset mandelgave, julegaver til hele familien, stegen er i ovnen, ungerne har været i bad, fået pænt tøj på, der er julepyntet i hele hytten, og der dufter brunt og brændt (på den gode måde!) - klar til at tage mod gæsterne...til du ser dig selv i spejlet og opdager at den eneste der IKKE er klar er DIG SELV!!! Og så spørger jeg lige igen - er du klar til jul og nytår? Dig altså! Det er dit tøj jeg refererer til selvfølgelig. Det ser trods alt ikke så fedt ud hvis kjolen er et nummer for stort, eller lynlåsen åbner sig - vel at mærke uden du har bedt den om det. Og jeg kan også garantere at du får en sjovere aften hvis dine smokingbukser lige får de der berømte 2 cm ekstra i livet, så du kan få lov at slappe af nytårsaften uden mavekramper (vi kan altid lægge dem ind igen efter nytår :-)).
Uanset hvad det måtte være, så skal du vide at vi holder AKUT åbent den 27. og 28. december, hvis du har brug for systuen. Det vil dog være efter aftale, og der skal derfor bestilles tid på 61 672 692. Telefonen er åben frem til 15.30 idag. Resten af tiden vil du nok fange min telefonsvarer - så læg en besked, så ringer jeg tilbage.

Hvis ikke vi ses inden, så håber jeg, at I alle får en rigtig dejlig jul med jeres kære samt et knaldgodt nytår. Tusind tak for jeres helt fantastiske støtte i 2012 - vel mødt i 2013.

De hjerteligste hilsner fra
Ann Mari