~ Er du til læder? ~

LæderkjoleVar det denne her kjole du skulle have haft på igår aftes, da du var ude med veninderne? Det er én af mine personlige favoritter iblandt alt hvad jeg har designet og syet gennem de sidste 15 år. En læderkjole. Som både er sej, rock´et, sexet og feminin på samme tid. Jeg er fuldstændig absurd VILD med den! Den sparker så meget RØV at det halve kunne være nok. Jeg vil selv have en. 

Anne ville forære sig selv denne kjole efter sin første graviditet. Og Anne har stil. Klasse. Og ser tilmed brandgodt ud. Jeg syede hendes brudekjole for 1½ år siden, og det er en drøm at få lov til at sy tøj til sådan en kvinde. Jeg håber jeg skal sy en kjole til hende når hun en dag måske bliver gravid igen. En graviditetkjole af den sexede slags. Nå, det bliver en anden dag.

Læderkjolen her er syet i sort blødt lammeskind. I siden sidder et panel af jersey, som giver kjolen elasticitet og får den til at smyge sig om kroppen. Ærmerne er tætsiddende men lavet med et relativt stort puf, der giver kjolen sit feminine look. Under brystet har jeg lagt 4 læg til at give den form, og for at undgå indsnit og gennemskæringer. Ellers sidder den flot tæt til kroppen uden at være malet på.

Læder kan fås i virkelig mange farver - skulle man springe ud i noget andet end sort?