~ Fru Petersens lange pels! ~

PelsPelse er YT! Eller også er de IN. Det kommer vel lidt an på, hvilken pels vi snakker om, hvilken person der har den på, samt hvordan den ser ud.

Der er flere end jeg troede, der ligger inde med gulvlange pelse i mink, kanin, rulam, sæl. De har arvet dem, men bruger dem aldrig. De nænner heller ikke at smide dem ud. Så de hænger bare der hjemme. Hvor synd! Inden længe bliver det isvinter (er der nogen der siger), og så kunne det da være ret fedt at putte sig i mormors gamle pels - hvis den altså lige var lidt mere tidssvarende og fiks. 

I stedet for at smide den til genbrug, så kom forbi med den i systuen. Det er ikke sikkert vi skal sy den helt om - faktisk kan de ofte shines op ved at korte dem af i længden, tage et læderbælte på og måske sy dem lidt ind i siderne, så den får lidt facon. Det har jeg lige gjort for Fru Petersen. Der røg 35 cm af i længden og det blev en ny pels - som hun faktisk nu ville gå med. 

Jeg har også ind imellem kunder, der ønsker en total forvandling af deres pels, som fx Winnie, der havde en rødbrun pels der var lidt for stor. Vi tog ærmerne af den, syede den ind og kortede den af. Så havde hun en lækker vest til at tage udover en varm sweater. Resterne lavede vi til en lille kåbe til skuldrene, som hun kunne bruge til selskabsbrug.

Så lad være med at smide den gamle pels ud. Måske kan vi lave mirakler ud af den. Og det koster ihvertfald ikke noget at spørge!