~ Slow Fashion ~

Skræddersyede kjolerSå er ferien forbi. Vi tilbragte en uge på skønne Island, hvor naturen må siges at være det dominerende drejepunkt. Som kreativ sjæl med fokus på naturlige materialer i hele min designproces giver vulkanøen, dens indbyggere og samfundet deroppe mig en masse inspiration. Det vrimler med små designere, som bruger det nordiske land i deres udtryk. Det var også her jeg blev introduceret til begrebet "slow fashion". Et begreb der indebærer at man køber en stykke tøj, der skal holde i årevis, dvs. den skal være klassisk i udtrykket og af høj, brugbar kvalitet. Den koster også en sjat mere end H&M, men det er også den diametrale modsætning til discount. De små designere producerer ikke i overflod, der er måske kun 1-2 i hver størrelse pr. style, og det er med til at understrege en holdning, som ofte hænger sammen med det dyre tøj. Hvis jeg køber en kjole til 4000 kr. så vil jeg gerne være unik - også imorgen. Slow fashion. Brug og gem kultur. Ja tak. Den tankegang kan jeg godt lide. Og giv mig gerne mere unika design.
Det gav mig fornyet lyst til at arbejde med pels, læder, silke og uld. Designe små og store ting, tøj, tasker som du kan have mange år frem i tiden. Ting du får et forhold til. Så tankerne omkring næste års skræddersyede brudekjoler, festkjoler, tasker og anderledes hverdagsdesign er i kraftig spiring. Mit efterår og vinter bliver med fokus på nye designs, nye materialer, nye farver og nye idéer til din skræddersyede garderobe. Jeg skal også på skolebænken igen og have et pelskursus. Tanken er at designe og sy lækre styles i pels og skind, som skal akkompagnere smukke, brusende silketylsskørter, stramme lædernederdele, fine skjortebluser med lækre små detaljer - alt i bløde, terapeutiske farver som creme, lyng, pudder, mint, lavendel, guld og bronze. Og sort. I løbet af sensommeren og efteråret skal alt sættes sammen, der skal syes modeller op og vi skal photoshoote. I naturen selvfølgelig. Jeg glæder mig.