Til et bryllup er der ofte mest fokus på brudens kjole og resten af hendes outfit, men faktisk er gommens tøj til brylluppet ligeså vigtigt. Det kan være en udfordring at finde rundt i traditioner, forventninger og egne præferencer, og derfor har vi her lavet en guide til dig, så du kan finde det helt rette bryllupstøj som mand.
Tænk over din egen stil
Der er flere forskellige klassiske valg, når det kommer til bryllupstøj til en mand, og derfor er det en god idé at tænke over, hvad din egen stil er, når du skal finde ud af, hvad du skal have på til brylluppet. Er du ikke til så meget pynt, skal du ikke kaste dig ud i en smoking, og du kan vælge en habit i stedet. Men synes du, at bryllupstøjet til manden kræver lidt mere, kan du sagtens kaste dig ud i en smoking. Du kan dog også finde habitter og jakkesæt med spræl i, for eksempel i noget anderledes stof eller et fedt mønster – eller du kan vælge en opsigtsvækkende farve.
Det er dog en god idé at tage brylluppets tema med i tankerne, så du ikke skiller dig for meget ud til dit eget bryllup. Selvom en gom som regel ikke ved, hvad bruden har på, er det også en god idé at koordinere bryllupstøj til manden med brudens, for eksempel hvis bruden har en simpel kjole på uden for meget pynt og blonder, er det en god idé at vælge et mere dæmpet jakkesæt, habit eller smoking.
Vælg noget, der passer til dig
Uanset om du er til smoking, habit eller jakkesæt, er det en god idé at finde ud af, hvilket snit der passer dig. Der findes nemlig flere forskellige snit af alle tre, og du finder den stil, der passer dig bedst, ved at se på din kropstype. Ifølge magasinet Bridal Guide kan du blot ved at kende din egen krop let vælge bryllupstøj som mand.
Hvis du er høj og slank, kan du vælge mellem stort set alle slags jakkesæt, habitter eller smokinger, da langt det meste bryllupstøj til mænd vil klæde dig. Er du høj og muskuløs/bred, er det en god idé at vælge en jakke med kun en enkelt knap, da det kan få din talje til at se smallere ud. Er du lav og slank kan du vælge en jakke, hvor knappen sidder længere nede, da det får din krop til at se længere ud. Er du derimod lav og muskuløs/bred, er det bedre med to knapper, der sidder længere nede, og du skal helst undgå en dobbeltradet jakke, da den vil bule ud på de forkerte steder.
Hvis du er i tvivl om, hvad der vil klæde dig, eller hvilken kropstype du har, kan du altid spørge din lokale herretøjsforretning til råds. Du kan også få lavet bryllupstøj til manden hos en skrædder, hvis du vil være helt sikker på, at du får noget tøj, der klæder dig perfekt.